Jagthunde - drivende og støvere. Schillerstøveren er en af
de mange racer, som er udviklet af engagerede jægere i Sverige og Norge
HØJDE: Hanner 53-61 cm. Tæver 49-57 cm.
VÆGT: 23-27 kg.
FARVER: Varmt rødgul med velafgrænset sort sadel.
HJEMLAND: Sverige.
INTERNATIONALT RACENAVN: Schillerstövare.
MENTALITET: En livlig hund, skabt til jagt på ræv og hare.
Den kan godt tilpasse sig livet i en familie med megen fysisk aktivitet. Her er
den generelt rolig, tillidsfuld og hengiven over for alle og afbalanceret i
forhold til fremmede og andre dyr. Som udelukkende selskabshund kan den
vantrives og være noget rastløs og gøende.
BEHOV: Den er kraftig og udholdende med en ubetvingelig
trang til at bruge sin næse. Den behøver megen fysisk motion, mentalt
stimulerende beskæftigelse og menneskelig nærhed og kontakt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: De skandinaviske støvere
er i almindelighed mere lydhøre og villige til at følge anvisninger end de
øvrige racer i gruppen. De rører ikke levende vildt, men tilkalder jægeren ved
gøen. Mange jægere kalder så hunden til sig og lader vildtet leve.
PELS OG PLEJE: Den glatte, hårde pels ligger tæt til
kroppen. Den er ikke helt kort og tykkelsen af underulden skifter med årstiden.
Pelsen beskytter godt mod fugt og kulde. Den fælder en del i
overgangsperioderne og skal jævnligt børstes igennem. Ellers kræver den kun
ubetydelig pleje.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Med en tidlig,
venlig og konsekvent opdragelse kan den lære at komme, når der bliver kaldt,
selvom den gerne går sine egne veje. Skift ofte træningsmiljø og vær opfindsom
med belønningerne, så den selvstændige hund bevarer interessen.
OPRINDELSE: Racen kan føres tilbage til nogle få lokale
stammer af drivende jagthunde, som igen formentlig har deres rødder tilbage til
de mellemeuropæiske støvere, som kom til Sverige i 1600og 1700-tallet. Typen
var især udbredt i det vestlige Sverige, hvor en landmand ved navn Per Schiller
på få år skabte den homogene stamme af arbejdsduelige jagthunde, som i 1907
blev opkaldt efter ham. Målet var en hurtigere og mere letbygget hund med en
kraftfuld røst, som kunne høres over store afstande.