Kongeterner i truepositur
Indre tilstande, som fører til stridigheder mellem to dyr, og efter de fleste zoologers mening mellem to dyr af samme art. Stridighederne kan føre til direkte kamp, som endog kan medføre beskadigelse eller død, men det er almindeligere, at den virkelige kamp erstattes af en ritualiseret kamp. Angrebene, som rovdyr foretager på deres bytte, betragtes ikke som aggression, da de tjener til af skaffe føde. Det er sjældent, at et rovdyr dræber mere bytte, end det har brug for. Dette skel kan imidlertid være kunstigt og opstå af en menneskelig vurdering af situationen. Der findes intet bevis for, at de indre mekanismer for rovdyrangreb og for aggression mellem artsfæller er forskellige.
Angrebsadfærd forekommer især ved forsvar af territorier og ved oprettelsen af de sociale rangordener, der er typiske for fugle og pattedyr. De mange ar, man ser hos ældre søelefanthanner er følger af deres indbyrdes kampe, når de forsvarer deres harem mod andre hanner. (De forlængede hjørnetænder kan påføre alvorlige sår). Men sådanne kampe er undtagelsen snarere end reglen. Mere typiske er kampene hos cichlider og andre benfisk. De to dyr stiller sig på linie parallelt med hinanden, hoved til hale. Samtidig udspiler de deres rygfinner og hale, så modstanderen får indtrykket af en større krop. De »kæmper« ved, at de hver især vender halen imod den anden fisk og slår bølger af vand imod dens krop. Disse bevægelser i vandet kan spores af fiskens sideliniesanseorganer. Denne adfærd kombineret med en kredsen rundt om hinanden vedvarer, indtil den ene af dem svømmer bort og overlader den anden sejren. Indtrykket af, at ritualet er en styrkeopvisning, bekræftes af observationer af andre dyr. To hanhugorme løfter den forreste del af kroppene fra jorden og snor dem sammen, mens de skubber til hinanden. Den, der skubber hårdest, vinder, og den overvundne slange snor sig bort. Havleguanhunnerne på Galåpagosøerne kæmper om æglægningspladser ved at skubbe hårdt til hinanden med panden. Dette område på hovedet er kraftigt forstærket. Hanhjortene sammenlåser deres gevir og skubber til hinanden i brunsttiden, når de kæmper om hunnerne.
Ofte er kampadfærden afledt af anden adfærd. Således synes hanhundestejlens stilling med hovedet nedad, mens den truer på sit eget territorium, at være beslægtet med den adfærd, der vises, når fisken graver et hul til sin rede. I trueposituren viser et dyr, at det er rede til angreb, men afholder sig fra faktisk at udføre det. En hættemåge, der truer en anden, som trænger ind på dens område, står som regel med halsen strakt, næbbet peger lidt nedad (parat til at hakke), og vingerne er hævet en smule ud fra kroppen (med vingerne rettes under en kamp slag mod modstanderen). Under et sådant møde mellem to Sølvmåger, kan den ene måge hakke voldsomt i jorden, idet den trækker planter op og kaster dem til side. Både hakkene og den måde, græsset trækkes op på, er de samme bevægelser som under den virkelige kamp, men adfærden er rettet mod jorden, ikke mod rivalen. Dette er typisk for »omdirigeret aggression«, hvor kampen ikke går godt, og aggressionen bliver rettet mod en genstand eller et andet individ. Når f.eks. to aber med hø] rang er engageret i kamp, finder omdirigering af aggressionen ofte sted mod et laverestående medlem af gruppen. Når muligheden for angreb afledes mod en genstand, tjener adfærden til at undgå farerne ved en virkelig kamp.
Truslen om rigtig kamp kan afværges gennem underkastelses- eller pacificeringsadfærd hos det tabende dyr. Disse handlinger »afbryder« aggressionen og synes at nedsætte styrken i det dominerende dyrs adfærd.
Gensidig pilning af fjerdragten eller pelsen er et virkningsfuldt middel til nedsættelse af aggression. Aggressive møder imellem medlemmer af en koloni kan ende med, at den ene piller den anden, når angriberens adfærdsintensitet er synligt aftagende. En hunfugl kan formindske en hanfugls aggressive reaktioner over for sig ved at pudse dens fjer, og en lignende adfærd er også iagttaget hos visse myrearter.
Hvis det tabende dyr ikke kan undslippe, kan det resultere i, at det bliver såret. Således vil en cichlide, der trækker sig tilbage fra kamp, blive forfulgt af sejrherren. Hvis de er i et lille akvarium, hvor den besejrede ikke kan komme langt nok væk, aftager sejrherrens kamplyst ikke, som den ville ved forøget afstand fra dens territorium. Dette resulterer i fortsatte voldsomme angreb på taberen, indtil denne bliver dræbt.
De sociale rangordener, der sædvanligvis styrer aggressionen blandt f.eks. en gruppe aber, kan meget vel bryde sammen, hvis gruppen er indespærret. Mæthed eliminerer behovet for fødesøgningsadfærd og fjerner således en af de aktiviteter, der optager den meste tid under naturlige forhold. Eftersom de indespærrede dyr også tit har ringe plads, består der en konstant irritation i gruppen. Omdirigering af aggression fører til, at andre aber indblandes i et skænderi, som til at begynde med kun angår de to stridende, og der findes mange beretninger om voldsom og fortsat kamp gennem måneder i grupper af rhesusaber og andre aber i zoologiske haver.
Når sociale belastninger af denne art fortsætter, og ikke kan bringes til ophør ad naturens normale veje, indtræder andre virkninger. Det har vist sig, at en tilstand af stress hos indespærrede rotter og mus har resulteret i øget aktivitet i bi nyrerne og nedsat frugtbarhed hos hunnerne, som også i ringere grad er i stand til at opdrætte deres unger. Aggressionens natur diskuteres stadig. Aggressive adfærdsmønstre kan fremkaldes ved elektrisk stimulering af særlige områder i hjernen hos fugle og pattedyr, skønt en eller anden visuel stimulus, f.eks. en udstoppet »rival«, almindeligvis er nødvendig for at fremkalde adfærden helt. Hormoner har uden tvivl deres virkning, eftersom forøget angrebslyst viser sig hos hanekyllinger efter indsprøjtning af mandlige kønshormoner. Aggression er blevet kaldt en livsnødvendig drift, som kræver afreagering. Ifølge denne teori er aggression medfødt hos mennesket såvel som hos dyrene og må afledes til socialt acceptable formål. Men aggression kan også vise sig at være resultatet af de betingelser, hvorunder et dyr er vokset op, eller hvori det befinder sig; således skaber pladsmangel massiv aggression langt ud over det normale. Klarlæggelsen af hele menneskets angrebsadfærd er af indlysende betydning for dets fremtid og for bevarelse af verdensfreden.
.............................................................................................................