Blandt deltagerne i slædehundekonkurrencer er siberian husky
den foretrukne race. Den er hurtig, og den fungerer fantastisk godt i flok.
Spidshundene er det tætteste, man kan komme den type hunde,
som oprindelig sluttede sig til menneskene. Deres opgaver har i dag udviklet
sig i mange forskellige retninger alt efter menneskers behov og de geografiske
forhold.
Det er i de fleste tilfælde hundenes oprindelige arbejde,
der karakteriserer de grupper, nutidens hunderacer inddeles i, men hos
spidshundene er det snarere udseendet, der placerer dem i en gruppe for sig
selv.
Fælles for spidshundene er først og fremmest det ofte noget
tilspidsede næseparti og de spidse, opretstående ører, som er placeret højt på
hovedet, og som giver disse hunde deres kvikke og opmærksomme udtryk. Det er
også den kompakte, firskårne kropsbygning og halen, der oftest ligger fast
oprullet hen over ryggen. Forskellene hos spidshundene ligger i deres størrelse
og arbejdsopgaver.
Spidshundenes oprindelse fortoner sig i historiens mørke.
Fund af over 10.000 år gamle knoglerester fra forhistoriske hunde viser
lighedstræk med nutidens spidshunde. Andre arkæologiske fund tyder på, at disse
hunde gennem de følgende mere end fem tusind år har parret sig med ulve og
derigennem lagt grunden til den type, man kender i dag.
Det er hævet over enhver tvivl, at man i spidshundene har en
urtype, som har bredt sig ud over store dele af verden, og som har været
tilpasningsdygtig nok til at indstille sig på menneskenes vidt forskellige
behov for hjælp og assistance under lige så forskellige geografiske og
samfundsmæssige forhold.
MANGE ARBEJDSOPGAVER
Der er spidshunde fra Nordamerika i vest over Europa og
Sibirien til Kina og Japan i øst, fra polaregnene i nord til Afrika i syd. Der
er trækhunde, hyrdehunde, vagt- og gårdhunde samt jagthunde blandt
spidshundene.
En del af racerne har altid skullet klare flere opgaver på
en gang. Det gælder specielt de nordiske racer, for jo barskere
livsbetingelserne er for menneskene, JO mindre bliver der overskud til at
omgive sig med specialister. For eksempel i Skandinavien skulle hundene både
kunne holde sammen på rensdyr- eller fåreflokke, opspore det ofte sparsomme
vildt og bevogte de ensomt beliggende bebyggelser.
Størrelsen på spidshundene varierer fra de tunge
slædetrækkere i polaregnene til stadig lettere hunde, jo længere man bevæger
sig sydpå. Arbejdshunde skal være store nok til at magte deres opgaver, men
heller ikke større end nødvendigt, for mellemstore og mindre hunde er billigere
at have på kost.
Egentlige dværgformer findes inden for alle hundetyper, også
blandt spidshundene. Her har de dog kun fået en chance som selskabshunde blandt
mere velbjergede folk under mildere himmelstrøg. Natur- og fattigfolk har
aldrig kunnet tillade sig den luksus at holde hund for fornøjeisens skyld.
TRIVES BEDST UDENDØRS
Mange af spidshundene har et helt specielt hårlag. Den
isolerende og vandtætte underpels er lige så tyk eller endda tykkere end
dækpelsen. Også poternes underside er dækket af tyk pels, som giver god
beskyttelse mod kulde og skarpe iskanter. Ørerne er små og pelsklædte for at
mindske varmetabet og nedsætte risikoen for frostskader.
Det siger næsten sig selv, at sådanne hunde absolut befinder
sig bedst udendørs. Det er ikke hunde, der kan trives i en varm lejlighed og klare
sig med et par daglige spadsereture i snor.
KARAKTERTRÆK
Med en så forskellig baggrund og anvendelse, som
spidshundene har, er det ikke muligt at sætte dem i samme bås rent mentalt. Man
er nødt til at sætte sig nærmere ind i, hvor den enkelte race kommer fra, og
hvad den oprindelig har været brugt til.
De store og mellemstore racer har stadig vældig meget af
naturhunden i sig. Mange af dem kan lære at sætte pris på menneskeligt selskab,
hvis de er vænnet til det fra hvalpe. Enkelte af dem forbliver dog temmelig
uafhængige og er ikke altid lige lette at håndtere, hvis man ikke er indstillet
på at håndhæve sin lederstilling over for hunden.
Et fælles træk for mange af spidshundene er, at de kan være
noget rapkæftede. Jagtspidserne fra Skandinavien eller Japan skulle netop give
hals, når de havde fundet vildtet, hvad enten det var en fugl, der havde sat
sig til hvile i et træ, en elg i en skovtykning eller en bjørn i sin hule. Også
hos gårdhundene i tyndtbefolkede områder var det værdsat, at de slog alarm, når
noget usædvanligt nærmede sig.
Tilbøjeligheden til at gø gælder dog ikke alle
spidshunderacer. Den afrikanske basenji gør uhyre sjældent. Den udtrykker sig i
stedet med forskellige pibelyde. Den kinesiske chow chow er også temmelig
fåmælt.