Jagthunde apporterende. Jagtinstinktet er udtalt hos racen,
så hunden har behov for mentalt stimulerende beskæftigelse
HØJDE: Hanner ca. 48 cm. Tæver ca. 46 cm.
VÆGT: 16-20 kg.
FARVER: Hvid med kastanjerøde aftegninger.
HJEMLAND: Storbritannien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Welsh Springer Spaniel.
MENTALITET: Den er livsglad og charmerende med konstant
viftende hale. Oftest er den venlig og hengiven, glad for at lege med familiens
børn og afslappet over for fremmede og andre hunde. Den har megen jagtlyst i
behold og kræver en familie med hundeerfaring og et aktivt udendørs liv, hvis
den skal trives som udelukkende selskabshund.
BEHOV: Den er meget aktiv og behøver en hel del motion og
mentalt stimulerende beskæftigelse. Den er også selskabelig og kontaktsøgende,
og den har det ikke godt med at blive ladt for længe alene.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Som hvalp og helt ung kan
den være yderst voldsom og stille store krav til ejerens tålmodighed. Som
voksen bliver den meget mere afdæmpet. Den bør socialiseres tidligt, da enkelte
af hundene kan være lidt skeptiske over for fremmede. Meget glad for vand.
PELS OG PLEJE: Den silkeagtige pels er glat og tilliggende.
Behængene er moderate, længst på ører og hale. Pelsen beskytter godt, fælder
kun ubetydeligt og er overkommelig at holde i det daglige. En grundig
gennembørstning en gang om ugen er tilstrækkelig til at holde den i orden.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen er
selvstændig, men glad for at arbejde. Opdragelse og træning skal være
lystbetonede, varierede, venlige og konsekvente. Ros virker også her bedre end
ris. Nogle hunde har en tendens til at knytte sig mest til en bestemt person.
OPRINDELSE: Den blev anerkendt som selvstændig race i 1902,
men den har eksisteret og arbejdet i Wales adskillige år tidligere. Den var
jagthund, men den blev også sat til at drive kvæg og vogte får. Den er uden
tvivl i nær familie med den større og kraftigere engelske springer spaniel. De
blev begge betegnet som "starters" r hvilket betyder, at de kun
skulle jage vildtet op, ikke nødvendigvis apportere efter skuddet. Det er
imidlertid en disciplin, som begge racer i dag udfører med stor effektivitet.