Kattens urinorganer består som alle pattedyrs af to
filtreringsorganer, nyrerne og et udsondringsorgan, bestående af urinlederne,
blæren og urinrøret.
Hos katten er nyrerne let forskudt i forhold til hinanden.
Begge fremtræder som ægformede masser med glat overflade. Deres funktion består
i fjernelse af organismens affaldsstoffer: spaltningsprodukter fra stofskiftet
som urinstof eller fremmede stoffer som medikamenter og giftstoffer. De spiller
også en væsentlig rolle i opretholdelsen af organismens vand- og saltbalance.
Nyreudskillelsesproduktet er urinen, der ledes af de to urinledere til blæren.
Den samles i denne beholder, der tømmes to-fire gange i døgnet. Vandladningen
foregår gennem urinroret.
Hos hankatten ender dette i penis, hvor urinvejene og kønsorganerne
mødes. Hos hunkatten munder det ud i skeden og følger den sidste del af
fødselsvejen.
Kattens urin er syrlig, hvis dyret ernæres med kødrig kost,
og alkalisk, hvis kosten er rig på stivelsesholdige grønsager. Foruden de sædvanlige
bestanddele, der bidrager til fjernelse af giftstoffer, indeholder den en
svovl-aminosyre, der er speciel for kattedyr, hvis lugt er så karakteristisk,
at man ikke kan forveksle kattens urin med nogen andens. Hos hankatten tjener
den til at afmærke området, hvilket undertiden er meget ubehageligt i et hus.
Dette er i øvrigt en af de vigtigste grunde til kastration, da en af dennes
sekundære virkninger er, at de alt for stærke lugte fjernes.
Hankattens kønsorganer består af to ægformede testikler der
sidder op mod mellemkødet. Deres rolle er at danne sædcellerne, der følger
bitestiklen og udmunder i sædgangen. Deres funktion er også at afsondre de
hormoner, der bestemmer mandskønnet (testeron). Det hænder at den ene eller
begge testikler ikke når ned på plads i pungen; denne misdannelse kaldes
henholdsvis monorchisme eller kryptorchisme. Testiklernes sædgange forenes for
at udmunde i urinrøret. Annekskirtlerne i hankattens kønsorganer består af en
omfangsrig prostata og af meget små urinrørskirtler.
Der findes ingen sædblærer. I ejakulationsøjeblikket fører
sammentrækningen af bitestiklens glatte muskler sædcellerne ud i sædgangene,
derpå i urinrøret, hvor de blander sig med afsondringer fra annekskirtlerne og
danner sæden. Denne udstødes ved hjælp af afslappelse af urinrørets
lukkemuskler og ved den bulbo-kavernøse muskels rytmiske sammentrækninger. I
hvile sidder kattens penis skjult i forhuden. I erektion viser den en kirtel
forsynet med hornagtige ujævnheder, der gør parringen smertefuld for hunnen.
Erektionen, der skyldes udvidelse af årerne i penis, udløses af hunkattens
kaldende mjaven, lugtstoffer, udsendt af hunkatten i brunsttiden osv.
Hunkattens kønsorganer består af to æggestokke, der ligger i
bughulens bageste del. Æggelederen er meget krummet. Det er en fin kanal, der
leder de udløste æg fra æggestokken (ægløsning) til livmoderen. Æggets passage
gennem æggelederen varer cirka hundrede timer. Livmoderen består af to aflange
flige, stedet hvor æggene fæstnes, og et meget lille organ. Det forlænges med
en kanal, som fører til vagina og vulva.
Kattens ægløsning er såkaldt »provokeret«, fordi
ægløsningerne ikke finder sted spontant, men kun hvis der er samleje. Ægget
udløses fra æggestokkene cirka fireogtyve timer efter parringen.
Urin- og
kønsorganernes sygdomme
Kattens urinorganer er særdeles skrøbelige. De lidelser der
rammer den er alvorlige, ofte kroniske, og har undertiden skæbnesvangre følger.
En af de hyppigste lidelser, der angriber dyr i alle aldre og især de
kastrerede hankatte, er en fejlfunktion under filtreringsprocesserne i nyrerne,
der viser sig som grus i urinen. Idet det forvolder en stadig irritation af
blærevæggens slimhinde, fremkalder dette grus symptomer på blærebetændelse
(hyppige vandladninger, undertiden blandet med blod). Det kan også give
irritation i urinrøret. Vandladningen bliver smertefuld eller udebliver helt,
enten fordi kanalen blokeres af krampe eller fordi den er spærret af gruset. Da
katten ikke mere lader vandet, kan blæren blive så spændt at den er, på
bristepunktet, og da katten ikke mere får fjernet sit urinstof, står den i fare
for i løbet af et par dage at ende i bevidstløshed af uræmi og dø af det.
Man kender ikke årsagen til denne fejlfunktion. Man ved kun,
at visse omstændigheder har betydning for dens opståen: for tidlig kastration,
fødemidler baseret på vandfattige produkter (tørfoder) eller simple
forstyrrelser i kalk-stofskiftet.
Behandlingen bør indledes hurtigst muligt: undersøgelse af
urinrøret, punktering af blæren og anbringelse af et midlertidigt kateter.
Derefter foretages en udskylning af blæren, og man sætter ind med midler mod
urinvejskrampe og betændelse; om nødvendigt bestræber man sig på at rette
urinens pH og ændre kalk-stoftskiftet. Til trods for dette er det ikke
sjældent, at der forekommer tilbagefald.
Katten lider også ofte af akut nyrebetændelse, der er en
følge af alvorlige forgiftninger eller smitsomme sygdomme. Kronisk nyrebetændelse
opstår især hos gamle dyr. Den viser sig ved en stærk tørst og en kraftig
vandladning, ledsaget af afmagring og opkastninger. Ved berøring forekommer
nyrerne store og udbulede. Det er nødvendigt at kontrollere mængderne af
blodurinstof for at stille diagnosen.
Man træffer også på smitsom blærebetændelse, fremkaldt af
bakterier som colibaciller. Behandlingen sker ved hjælp af antiseptiske midler
og antibiotika, der udskilles med urinen. Lidelser i kønsorganerne er sjældne hos
hankatten, uden tvivl fordi der hyppigt foretages kastration. Hunkatten får
undertiden endometritis (livmoderbetændelse) eller pyometra (ansamling af
materie i livmoderen). Symptomerne er udflåd fra skeden, en øgelse af
underlivets omfang, eventuelt forhøjet temperatur og opkastninger,
Den eneste behandling består i fjernelse af livmoderen ved
kirurgisk indgreb (hysterektomi). På samme måde må svulster; der hyppigt
forekommer hos hunkatten, hurtigt fjernes ad kirurgisk vej.
Se anuri, operationer.