Aye-ayen er som natdyr vanskelig at fotografere, men her lykkedes det, mens den åd frugt.
FAMILIE: Daubentoniidae. UNDERORDEN: Lemuriformes. ORDEN: Primates. KLASSE: Mammalia.
Et natligt pattedyr omtrent på størrelse med en kat, med grov, sort hårklædning, store hindeagtige ører, store fremadrettede øjne og busket hale. Hovedet og kroppen måler 40 cm i længden, og halen er 55 cm lang. Den tredje finger på forlemmerne er forlænget. Ayeayen er måske det ejendommeligste medlem af primaternes orden. Dens natvaner og besynderlige udseende giver den et skær af uhygge, og det er ikke overraskende, at landsbyfolkene på Madagaskar betragter dette dyr som et ondt varsel. Hvis det findes i nærheden af en landsby, dræber man det eller forlader landsbyen.
Til trods for det ejendommelige udseende er aye-ayen næsten afgjort medlem af lemurgruppen (se halvaber), og den forekommer kun på Madagaskar ligesom alle andre lemurer. Den lever i regnskovene, og dens naturlige udbredelsesområde er den nordøstlige kystskov. Imidlertid har ødelæggelse af skovene medført, at den er så godt som udryddet. For nylig er et dusin aye-ayer blevet udsat i reservatet på øen Nosy Mangabe i Antongilbugten (nordøstlige Madagaskar), og det er højst sandsynligt den eneste mulighed for at bevare arten. De indførte dyr ser ud til at være
aye-aye faldet godt til på stedet, hvor de kan yngle og måske frembringe en levedygtig koloni.
Aye-ayer forekommer typisk højt oppe på lodrette træstammer og større grene af træer i regnskove. De lever af en blandingskost af insekter og plantedele, men størstedelen af deres kræfter bruges til jagten på insekter. Her kommer ayeayens to hovedejendommeligheder ind i billedet. I modsætning til andre lemurer har de to konstant voksende fortænder såvel i over- som i underkæben. Hjørnetænderne mangler, og der findes et mellemrum (diastema) imellem fortænderne og de forreste kindtænder. Dette typiske gnavertandsæt kombineres med den lange, tynde midterfinger på hver hånd under jagten på træborende insektlarver.
Det ser ud, som om aye-ayen bruger både sin lugtesans og de store, bevægelige ører til lokalisering af larverne under barken på døde grene. Fortænderne bruges derefter på en hurtig, intens måde til at frembringe et hul, og den tynde midterfinger på den ene hånd bruges til at trække larven ud med. En gammel rapport beretter, at aye-ayen bruger den forlængede finger til at banke på barken, når den leder efter larver, men det er sandsynligvis forkert.
Den største del af dyrets natarbejde består i at finde og æde larver. Resten af tiden, æder den lidt frugt. Her bruges fortænderne til at få hul på frugtens skind eller skal, og midterfingeren bruges til at hale velsmagende bidder ud. De små stykker frugt stikker den ind i munden, imellem fortænderne og de forreste kindtænder. Aye-ayen kan også kombinere de to fødetyper ved at søge efter parasitiske larver i kernerne af bløde frugter.
Aye-ayerne bygger kunstfærdige reder i skålformede grengafler i træer, ca. 12 m over jorden, og disse består af et skelet af tynde grene sammenvævet med blade. Inden for et givet bostedsområde findes adskillige reder, og det er sandsynligt, at aye-ayen flytter fra den ene til den anden i perioder af varierende længde. Ældre reder repareres og forstærkes fra tid til anden, men en rede kan også lidt efter lidt opgives helt. Det er en enligt levende art. Hvert individ har et ret stort bostedsområde med sin egen samling reder, og indehaverne af naboområder kan udveksle skrig. Det sker lejlighedsvis, at naboer kommer op at slås.
På grund af dyrets sjældenhed ved man meget lidt om dets forplantning. Observationerne ude i naturen er få, og selv elementære oplysninger er meget sparsomme. Ligesom de fleste lemurer får aye-ayen en unge ved hver fødsel, og det ser ud til, at den bæres omkring på moderens ryg på den måde, som er typisk for de større lemurer. Hunnen har kun to patter (mammae), og ungens udviklingstrin ved fødslen viser, at drægtighedsperioden må være ret lang, sandsynligvis omkring fem måneder ligesom hos andre større lemurer som f.eks. kattaen. Ungen bliver hos moderen i nogen tid og deler reden med hende om dagen. Antagelig lærer den en masse af moderens adfærd, før den bliver uafhængig. Det mest fascinerende spørgsmål i forbindelse med aye-ayen er dens slægtskab med andre pattedyr. Da man fandt det første eksemplar, førte dets egernagtige udseende til, at tidlige forfattere anbragte den inden for gnavernes orden. Denne fortolkning bestyrkedes af, at aye-ayen har konstant voksende fortænder, og at den har kløer i stedet for negle på de fleste fingre. Man gav Daubentonia navnet Cheiromys (der betegner en gnaver med gribeekstremiteter), og i lang tid gik den under denne betegnelse. Først da dens anatomi blev studeret i detaljer, drog man den slutning, at der i virkeligheden var tale om en meget usædvanlig lemur. Som hos alle halvaber kan storetåen modstilles, og der er en »pudseklo« på bagfodens anden tå. På kraniet er øjet helt omgivet af ben, og kraniestrukturens fine enkeltheder viser typiske træk fra primaterne. Endelig viser moderkagen en bemærkelsesværdig lighed med alle andre Madagaskar-lemurer og levner ingen tvivl om, at Daubentonia er en afvigende og meget specialiseret lemur. Det eneste andet medlem af familien Daubentoniidae er en forholdsvis nyligt uddød jordfunden aye-aye, Daubentonia robustus, der var større end den nulevende form, men lignede den i alle andre af skelettets egenskaber. De fleste forfattere giver alle lemurer en fælles stamfader, der blev isoleret på Madagaskar for ca. 50 millioner år siden, men nogle af Daubentonia's ejendommeligheder tyder på, at den har været isoleret i en endnu længere periode og nedstammer fra en særskilt stamform, der blev isoleret på Madagaskar, da øen i sin tid opstod.
Kranium af aye-aye, der viser de gnaveragtige, konstant voksende, fortænder.
.............................................................................................................