For den racerene hunkat er kuldet det lykkelige resultat af
en parring med en omhyggelig udvalgt avlshan, og killingerne, som det består
af, repræsenterer måske udfaldet af et tålmodigt forædlingsarbejde. For den
hunkat, hvis elskovsliy kun adlyder naturens luner og tilfældighedens love,
består kuldet af små bastarder. Disse er ofte meget forskellige og de kan
udmærket godt være avlet af forskellige fædre, da en hunkat i løbetid ofte
parrer sig med korte mellemrum med alle kvarterets hankatte.
Kuldene består gennemsnitlig af 3-5 killinger, men kan let
variere mellem 1 og 8. En hunkat, der lever i frihed, har flere kuld om året,
og disse kan til sidst blive et sandt mareridt for ejeren, der er nødt til at
skille sig af med killingerne, og en belastning for dyret, som udmattes og
ender med ikke at kunne føde normalt samtidig med at risikoen for sygdom og
tidlig død mangedobles. For avlshunkatte anbefales det, at det første kuld
kommer til verden, når de er mellem et og halvandet år gamle. Med hensyn til de
følgende er meningerne delte. Nogle mener, at en hunkat, der er bestemt til
avl, bør føde en gang om året i tre-fire år, og så holde op med at få
killinger; andre anser det for bedst, at avlen foregår med afbrydelser: to kuld
lige efter hinanden, efterfulgt af en hvileperiode på atten måneder.
Faktisk er der ingen anatomisk begrundelse, der taler til
gunst for at anvende den ene metode frem for den anden. Det eneste, der spiller
ind, er dyrets helbred og ejerens ønsker. De store kuld (fra 5 til 8 killinger)
skaber problemer med diegivningen, for man må ikke glemme, at dette trætter
moderen mere end drægtighedsperioden. Den enkleste løsning består i at fjerne
overskuddet af killinger.
Udvælgelsen går efter forskellige kriterier: fysiske (man
fjerner de mindste og skrøbeligste), morfologiske (dårlig pigmentering hos
nogle racekatte), efter køn (efter om opdrætteren har brug for han- eller
hunkatte) og selvfølgelig efter eventuelle misdannelser.
Hvis alle killinger er ved godt helbred, og hvis opdrætteren
ønsker at beholde dem, kan han forsøge at skaffe en amme til en del af kuldet.
Lykkes dette ikke, kan man tage sin tilflugt til blandet ernæring: kuldet deles
i to dele, og hver gruppe mades på skift med flaske. Man kan også opmade nogle
killinger, der er skilt fra moderen, udelukkende med flaske. I begge tilfælde
er det et voldsomt ekstraarbejde, da det er meget vanskeligt at opfostre killinger
kunstigt. Der findes specielle flasker, forsynet med sutter, der ligner
hunkattens brystvorter. Killingen har faktisk for vane at sutte, mens den ælter
moderens yver med forpoterne, og man bør så vidt muligt fremhjælpe denne
refleks. Generelt kan det siges, at man ikke bør kaste sig ud i projekter af
denne art, da killingerne ofte er psykisk skadede på grund af den manglende
nære kontakt med moderdyret.
Se avlsteknik, moderløse killinger, parring.
En kat kan få flere kuld om året varierende i antal fra 1-8
killinger. Gennemsnitskuldet er dog 3-5.
