Luftvejene er de organer, som bidrager til vejrtrækningen,
det vil sige til udvekslingen af luft mellem dyret og dets omgivelser. Hos
katten, som hos alle pattedyr, består de af lunger, kanaler, der leder luften
til og fra disse, af brystkassen med dens muskler og knogler og af
lungehinderne.
De kanaler, gennem hvilke luften passerer er næsehulerne,
svælget, strubehovedet, luftrøret og bronkier af aftagende tykkelse, der danner
bronkietræet. De slimhinder, som dækker de forskellige kanaler, fugter og
opvarmer den indåndede luft. I brystkassen deler luftrøret sig i to
hovedbronkier, der fører luften ind i lungerne.
Brystkassen dannes af 13 par ribben, der er leddelt ved
rygsøjlen. Spidsen af de 9 første er sammenvokset med brystbenet, mens de 4
sidste er frie.
Luftvejslidelser
Den måde katten ånder på og dens åndedrætsrytme giver
værdifulde vink om dens sundhedstilstand. Vejrtrækningsrytmen ligger normalt
mellem 20 og 40 pr. minut. Dyrlægen kan ved hjælp af banken og lytten med
stetoskop undersøge, om lungerne fungerer rigtigt. Også røntgen-fotografering
kan skaffe ham vigtige oplysninger om luftvejenes tilstand. Hos katten skyldes
lidelser i luftvejene ofte virus eller bakterier. Næsekatar eller rhinitis er
meget hyppig; dyret nyser, gnider næsen mere eller mindre voldsomt,
næseudsondringerne bliver tyktflydende og tilstopper næseborene mere og mere.
Udover at skyldes virus eller bakterier kan kataren være fremkaldt af indånding
af irriterende stoffer.
Behandlingen består i at holde patientens næsebor rene,
antibiotika hvis det drejer sig om bakterier, og eventuelt aerosolmidler til lindrende
behandling.
Næsekatar (rhinitis) ledsages ofte af strubekatar
(laryngitis), og svælgkatar (faryngitis); slimhinderne er betændte, og dyret
har svært ved at synke. Hertil kommer udtalt irritativ hoste. Behandling som
ovenfor.
Luftrørskatar (trakeitis] og trakeobronkitis er alvorlige
lidelser. Katten holder op med at tage næring til sig, og dens hoste, som ved
strubekataren var tør og stødende, bliver mere og mere slimholdig. Dyret
trækker vejret med åbent gab, og hoster store slimklatter op. Behandlingen
rettes mod infektionens årsag, fx med antibiotika og suppleres med stoffer, som
gør slimen mere flydende. Når bronkitisen kompliceres med lungebetændelse eller
bronkopneumoni er symptomerne endnu mere alarmerende, da temperaturen hurtigt
stiger til 40 eller 41°C. Åndedrættet bliver hvislende og ledsages af rallen.
Ovennævnte behandling indledes, men det syge dyrs almentilstand kræver samtidig
væskebehandling, eventuelt under indlæggelse på et dyrehospital. Svulster i
luftvejene er sjældne hos katten, men lungesvulster (der ofte er metastaser fra
svulster i brystkirtlerne) forekommer forholdsvis hyppigt hos gamle dyr.
Ulykkestilfælde
Efter nedstyrtningsulykker kan der komme mellemgulvsbrok,
som er en følge af en flænge i mellemgulvet. Lever, mave og en del af tramene
kan så trænge ind i brystkassen. Katten får store vanskeligheder med at trække
vejret og er bange for at flytte sig. Denne form for brok kan behandles
kirurgisk. Katten kan også få indre blødninger i brystkassen og vil da altid dø.
Indtrængen af luft mellem lungerne og lungehindesækkene som
følge af en perforation af lungehinden kaldes pneumothorax, mens en hydrothorax
er en væskeansamling i brysthulen (for eksempel som følge af en svulst).
Endelig kan nævnes ormefremkaldt bronkitis, der er hyppig
hos killinger, som er angrebet af spolorme.
Se katteinfluenza, mononukleose, tarmparasitter.