Sphynx'en
eller den canadiske hårløse kat, som den undertiden kaldes, ligner meget
beskrivelsen af den mexicanske hårløse kat
Standard
Dens langstrakte krop skal være fintbygget, men muskuløs med
en lang hale og et hoved, som hverken er rundt eller kileformet, men skråner
udad mod øjnene og derpå danner en rektangulær blok fra øjnene og bagud. De
gyldentfarvede øjne sidder godt tilbage og skråner let. Ørerne er brede ved
basis og er ganske let afrundede i spidserne.
Skindet skal sidde glat undtagen på hovedet. Kort hår, der
skal »se ud som fløjl og føles som mos«, dækker ansigtet, bliver længere bag
ørerne og kraftigt omkring næsen og på siderne af munden. Poter og ben til
vrist og ankel er dækket af dun, og ryggen har mikroskopiske fine hår ligesom
dem på masken. Den sidste tomme af halen er dækket af fine fladtliggende hår.
Hos hankattene er testiklerne dækket af et tykt hårlag, som
er længere end andre steder på kroppen. Sphynx-katten kan have en hvilken som
helst farve, men ensfarvede katte bør have en jævnt fordelt farve på ryg og
ydersider, der går over til en lysere farve på bugen og indvendigt på benene.
En lyserød ring accepteres omkring halsen, men der tillades kun hvide pletter
omkring brystvorterne og navlen. Aftegningerne hos brogede katte bør være
symmetriske.
Den korte næse og øjenstillingen får den forfra til nærmest
at se ud som en Boston Terrier, især når det kombineres med den hjulbenethed,
som ses hos killinger.