Gudinden Bast antog snart form som en kat, snart som en
kvinde med kattehoved (Louvre, Paris).
Som guddom eller symbol har katten været æret af de gamle
egyptere og af forskellige folkeslag i Asien, og den bliver stadig højagtet i
Indien og i Japan. I Egypten trådte den tamme kat for første gang frem i
kunsten og i religionen i gudinden Basts træk. Hun fremstilles enten i dyrisk
form eller oftere med kvindekrop og kattehoved. Det er symbolet på den ømme
eller moderlige kærlighed, mens Sakhmet, gudindeløvinden med kvindekrop er den
opslugende kærlighed, den ubønhørlige lidenskab. Da de to begreber
kompletterede hinanden, opstod en vis sammenhæng mellem de to guddomme, og
Hathor, gudinden der afbildedes som en ko, fik snart tilnavnet Bast, snart
Sakhmet.
H verken romerne eller grækerne var særlig nøjeregnende med
deres guders afstamning, biologi eller moral. Alligevel blev de rystet over
disse katte-guddomme, der var så blandede og så omskiftelige.
Med større grund forargedes jødedommen og senere
kristendommen herover, og katten blev i mere end et årtusind stemplet som
stående i »ledtog« med »afguderne«, altså med dæmonerne. Den blev anbragt i
magiens verden, og den er praktisk talt helt overset i Bibelen.
Katte blev ofte balsameret og omviklet med mumiebind, når de
døde. Nogle af de således mumificerede katte blev begravet i sarkofager, der
var formet som en sammenkrøben kat. Man har fundet i tusindvis af rester i
underjordiske grave, ikke blot i pilgrimscentret Bubastis, men også i
Seops-Artemidos, i Sakkara, i Stabl-Antar, i Memfis og i Luxor.
Som billede på Solen og Osiris blev katten tilbedt i templet
i Heliopolis. På denne freske vises den som sejrherre over Apopis, ondskabens
slange (Anherkhaons grav, Luxor).
Hankatten, som blev tilbedt i templet i Heliopolis, var
billedet på Solen og Osiris; en freske viser den som sejrherre over Apopis,
Ondskabens slange. Hvad hunkatten angår kunne den symbolisere Isis og Månen.
Den græsk-romerske mytologi gør ikke ret meget væsen af
katten. Apollon skal have skabt løven for at skræmme sin tvillingsøster Diana,
og denne skal som hævn og latterliggørelse have frembragt katten. Det er ved at
antage skikkelse som denne, at hun kan undslippe kæmperne, og da hun også
personificerede Månen, er det måske derfra, at antikkens ide om at dette
himmellegeme skulle være nedkommet med en kat, stammer.
Ifølge Plinius tilbad araberne en gylden kat. Muhamedanerne
fortæller at Muhammed ofrede en flig af sin kappe for sin hankat s søvn og
åbnede sit paradis for den.
Den japanske mytologi har en vampyr-kat, der efter at have
dræbt en fyrstes elskerinde antog dennes skikkelse for at komme monarken nær og
drikke hans blod. I Norden kender vi Freja, den skandinaviske mytologis
kærligheds- og frugtbarhedsgudinde, der lod sin vogn trække af to katte, som
symboliserer skønhed og frugtbarhed. Alt dette ligger selvfølgelig langt
tilbage, men i vore dage yder hinduerne endnu katten en ærbødig gæstfrihed, og
denne har stadig sin plads i Siams og Birmas templer. I Tokyo lader japanerne
endnu den dag i dag deres lille ledsager begrave i Go-To-Ku-Ji-templet; de
anbringer her en afbildning af den, enten et foto, købt på stedet, eller et
portræt fremstillet på bestilling af en kunstner. Bronzestatuer symboliserer
alle de små gravlagte katte, og malerier viser Maneki-Neko, den lykkebringende
kat, afbildet i siddende stilling med den ene pote løftet som for at velsigne.