Mange dyr angriber og kæmper med artsfæller. Det forekommer hos de fleste hvirveldyr (fisk, krybdyr, fugle og pattedyr) og desuden hos nogle leddyr. En sådan adfærd er især knyttet til yngletiden, f.eks. ved territorieforsvar og kurtisering, men optræder også på andre tider af året, bl.a. ved kampe om føden og ved etablering af sociale rangordener i flokke. Angrebsadfærden er ofte artskarakteristisk, fordi den er tilpasset artens øvrige adfærd og hele levevis, og den er i hvert fald forskellig fra dyregruppe til dyregruppe, bl.a. fordi angrebsvåbnene er forskellige. F.eks. bruger de fleste fugle næbbet til at hakke med, og en del slår med vingerne eller kradser med kløerne. Ænder slår med vingekanten, men næbbet bruges til bid, ikke til hak, og fødderne bruger de snarere til at træde modstanderen ned under vandet med end til at kradse med. Angreb kan føre til beskadigelse af modparten, men hos de fleste arter er adfærden under naturlige forhold således tilpasset og reguleret, at dette bliver sjældne foreteelser. Angrebsadfærden er da i høj grad symbolsk (ritualiseret) og optræder sammen med andre adfærdsformer som truepositurer, flugtreaktioner og overspringsbevægelser. Se aggression og kampadfærd.